Eva Flyvholms 1. maj tale 2015.

I dag er det arbejdernes internationale kampdag, og det, vi fejrer i dag, er fællesskabet.

Vi fejrer dét fællesskab, vi har som lønmodtagere, som medlemmer af vores fagforeninger, og som borgere i et velfærdssamfund. Et solidarisk samfund, vi har kæmpet for i generationer.

Vi fejrer dét fællesskab, der gør, at vi kan være nogenlunde trygge ved, at vi alle sammen klarer os , hvis uheldet er ude. Hvis vi bliver syge, eller hvis vi mister vores arbejde.

Vi fejrer dét fællesskab, der gør vores land til noget særligt. Et fællesskab, man i mange andre lande, ville give alt for at opnå. Et solidarisk fællesskab, hvor de stærkeste skuldre bærer det tungeste læs, og hvor den svage ikke skal lades i stikken.

------

For 3 år siden blev min søster Lene alvorligt syg.
Det er måske det mest skræmmende, jeg har oplevet.
Men mine forældre og jeg var gennem hele forløbet sikre på, at Lene fik den bedste behandling. At læger og sygeplejersker gjorde alt, hvad de kunne, for at hun blev rask igen.

Jeg kan huske, at jeg gik en tur inde ved Rigshospitalet, hvor jeg tænkte på, hvor forfærdeligt det ville være at bo i et andet land, hvor det var ens forsikring eller størrelsen af ens opsparing, der skulle afgøre om ens forældre, ens kone eller mand eller ens lillesøsters havde chancen for at overleve.

Sådan må det aldrig blive i Danmark.
Det er dét, der kernen i vores velfærdssamfund. At vi kan være sikre på at få den nødvendige hjælp, når vi er allermest skrøbelige. At vi ikke pludselig står alene.

-----

For et par uger siden talte jeg med en kvinde her fra Holbæk, der havde mistet sit arbejde.
Hun var blevet sendt i praktikforløb, hvor hun havde lagt en masse hårdt arbejde, men hvor der aldrig havde været den mindste udsigt til en ansættelse.
Kvinden følte sig udnyttet – med god grund - men hun var bange for at sige noget. For som hun fortalte mig: "Der er jo ingen der lytter til os. Når du er arbejdsløs, er det som om du ikke er noget værd og ikke engang har ret til at have en holdning."
Hun fortalte mig også om, hvor udstillet hun følte sig af Venstres store annoncer på stationen.

Men det er ikke skamfuldt at få hjælp fra fællesskabet, hvis man bliver ramt af arbejdsløshed eller sygdom. Det kan ske for os alle.
Der er ikke nogen mennesker, der skal føle sig mindreværdige. Hverken pga. af kommunens uretfærdige opførsel eller pga. Venstres åndssvage kampagner.

For mig er det åbenlyst, at vi alle sammen vinder ved at have et stærkt, solidarisk arbejdsmarked og et velfærdssamfund, hvor vi passer på hinanden.

Vores fællesskab er ikke noget, vi skal skamme os over. Tværtimod.
Vores fællesskab skal vi være stolte af. Vi skal forsvare fællesskabet, og vi skal udvikle det.
Vi må aldrig tage fællesskabet for givet.

Min gode ven Andy, som er irer, socialist og fagforeningsmand arbejdede for 3F her i Danmark i nogle år. Han sagde tit til mig: "Eva, det I har, er jo det vi andre ikke engang i vores vildeste fantasi tør drømme om. Jeres vigtigste opgave er at forsvare alt det, I har opnået."

Det er dét fællesskab, der er på spil ved næste valg.
Skal vi forsvare generationers benhårde slid og tro på fællesskabet? Eller skal vi lade Lars Løkke og Joachim B. Olsen sælge hele lortet?
Jeg foretrækker at blive hjemme, når Løkke og Joachim rejser på eventyr.
Uanset hvor dyr vinen på 1. klasse er.

---

Jeg kan godt forstå, hvorfor mange er blevet skuffede over regeringens politik de sidste år. Det er jeg også selv. Og lige nu er der alt for mange mennesker der falder igennem fællesskabet, og bliver ladt i stikken.

Dagpengesystemet er en katastrofe. Mere end 51.000 mennesker er faldet ud af systemet. Det er vanvittigt. Og er du på kontanthjælp skubbes du rundt i kontrol, udnyttejobs og gensidig forsørgerpligt. Det er ikke rimeligt. Det er heller ikke alle der er lige så heldige som vi var, i mødet med sundhedssystemet. Så der er brug for at forandre vores velfærdssamfund.

Men det skal ikke ske ved flere privatiseringer. Selvfølgelig er der plads til forbedringer i den offentlige sektor. Men prøv ikke at bilde os ind, at noget som helst bliver bedre af, at private velfærdskoncerner skal hive vores skattekroner ud af børnehaver og plejehjem for at sikre overskud til aktionærerne!

Hver gang vi sælger ud af vores fælles ejendom. Hver gang vi lader markedskræfterne tage magt fra samfundet. Så svækker vi vores demokrati. Så svækker vi vores velfærdssamfund.
Så svækker vi fællesskabet.

Når vi i Enhedslisten kritiserer regeringen, er det, fordi det er nødvendigt at råbe op, når vores fællesskab er truet, og når medmennesker mødes af uretfærdighed.

Men tro mig. Jeg vil meget hellere diskutere det her med Socialdemokraterne end med Lars Løkke. Venstre er fløjtende ligeglade med arbejdsforholdene. Venstre vil have privatiseringer for enhver pris, og Venstre vil aldrig forstå hvad solidaritet er.
Og til de danskere, der overvejer at stemme Dansk Folkeparti, er der kun at sige: En stemme på DF er en stemme på Venstre. En stemme på DF er derfor en stemme på nedskæringer og privatisering.

-----

Arbejdernes internationale kampdag handler naturligvis ikke bare om os her i Danmark.
Det lokale og det globale hænger sammen, og det er vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen på tværs af grænser.

Der er rumænere og polakker, der er så meget på spanden i deres hjemland, at de er villige til at forlade deres familie, sove i skurvogne og i kældre og arbejde under helt urimelige betingelser.
Men modstanderen er ikke vores polske eller rumænske kolleger.
Modstander er de EU-regler, der tager mere hensyn til store virksomheder end til lønmodtagerne. Modstanderen er de arbejdsgivere, der lægger pres på lønninger og arbejdsvilkår her i Danmark. Modstanderen er de firmaer, der udnytter andre menneskers fattigdom til selv at blive rigere.

Højrefløjen kalder det vist for "sund konkurrence".
Jeg kan ikke se nogen "sund" konkurrence. Jeg kan kun se usunde arbejdsforhold og en grådighed, der er helt uacceptabelt. Og det skal vi i fællesskab sætte en stopper for!

---

Derfor er jeg glad for at se hvordan 3F her i Holbæk kæmper en sej kamp for retfærdig rengøring og ordentlige forhold i en branche der er under stort pres. Det er netop dén kamp, det gælder i dag!

For vi vil have ordentlige arbejdsforhold. Vi vil have ordentlige forhold for dem, der er så uheldige at miste deres arbejde. Og vi vil have ordentlige forhold for dem der er syge, eller ikke kan arbejde.

Og så er det på tide at åbne op, i stedet for at lukke ned. Det skal være godt at bo i Holbæk. Det skal være godt at bo 10 kilometer udenfor Jyderup. Det skal være godt at bo på hele Sjælland.

Det skal være muligt at komme i skole og på arbejde. Vi vil ikke trues med nedlægning af busruter og tog. Vi vil bevare Høng-Tølløse-banen. Og vi vil have et grønt og velkørende Sjælland med flere tog, lokal beskæftigelse og bedre mulighed for uddannelse.

Vi vil kæmpe imod skolelukninger, butiksdød og centralisering. Vi vil have liv i landkommunerne.
Vi vil, at det skal være muligt at leve et godt liv på landet og i de små byer.

-----

Som jeg startede med at sige: 1. maj handler om fællesskab.
Det gør det kommende valg også.
For vi står med et valg. Vi kan gå to forskellige veje: Skal det være fællesskab eller skal det være egoisme?

Så lad os dog styrke fællesskabet – i stedet for at dyrke egoismen!
Lad os styrke solidariteten – i stedet for at dyrke uligheden!
Lad os styrke vores landområder – i stedet for at lade dem gå til!

I virkeligheden er det meget simpelt: Fællesskab fungerer.
Vi bliver alle sammen stærkere, når vi står sammen.

Tak for ordet – og rigtig god 1. maj!