Solidaritet og retfærdighed

 

I sit svar til undertegnede, Laust Davidsen, gentager Willy Lisby, at Fjordstjernen ikke har krævet 5,7 mio. kr. for at varetage sygeplejen på Fjordstjernen. Fjordstjernen havde beregnet at ydelsen ville koste 5,7 mio. kr. Hvis Willy Lisby ikke kan se, at når Fjordstjernen har beregnet, hvad udgiften vil være, ikke er det samme som at sige, at det er, hvad det vil koste, så må Willy Lisby have et kursus i tekstforståelse. For det er først da kommunens egne folk kommer med en beregning på 3,4 mio. kr. og Fjordstjernen får disse beregninger forelagt, at den pludselig kan udføre opgaven til samme pris. Besynderligt og utroværdigt. Skulle de ekstra penge bruges til overskud i firmaet?

Retfærdigt i denne sammenhæng vil være, at Willy Lisby og hele byrådet kræver, at alle skal have den samme gode behandling, og derfor forhøjer bevillingerne til de kommunale plejehjem med 93.000 kr. pr. beboer pr. år. En beboer på Fjordstjernen koster nemlig 93.000kr. mere om året, end en beboer på et kommunalt plejehjem koster. En sådan ligestilling vil give samme høje standard for alle.

Willy Lisby afviser arrogant, at ophæve nedskæringer på de kommunale plejehjem, på forringelser for de der har fået en hjerneskade og for andre, der har brug for hjælp til at komme videre i livet. Willy Lisby hævder, at nedskæringer i kommunen på 204 mio. kr. er nødvendige for at få styr på kommunens økonomi. Noget vrøvl. Det er muligt at lave andre prioriteringer, og at lade os, der kan betale lidt mere til fællesskabet, gøre det. Men solidaritet med de mange er øjensynligt et fyord for Willy Lisby.
Jeg er slet ikke lige glad med de "svage medborgere" på Fjordstjernen. Jeg vil bare have samme gode betingelser for alle.

De høje udgifter på det private plejehjem koster imidlertid dårligere omsorg for de, der er beboere på de kommunale plejehjem. For når kommunen har en kontrakt med en privat udbyder, kan der ikke skæres her, da kontrakten skal overholdes, så der skæres ekstra hårdt på de kommunale institutioner.

Desværre gentager Willy Lisby sin mistillid til kommunens egne beregninger. Flot af et medlem af byrådet. Det må være tillidsvækkende for kommunens egen ansatte!

Bare Willy Lisby ville lytte til handicaprådets indstillinger noget oftere. For handicaprådet har netop udtalt sig meget kritisk over for det vedtagne budget. Læs handicaprådets høringssvar og ret dig efter handicaprådet - også når det gælder budgettet, så ville det kommunale budget se noget anderledes ud.

Selvfølgelig kan den kommunale pleje klare opgaven på Fjordstjernen på samme niveau, som på de kommunale plejehjem. Der rettes i læserbreve kritik af den kommunale sygepleje. Løsninger er: Bedre bevillinger, så der bliver mulighed for videreuddannelse og til at have tilstrækkeligt med ansatte i stedet for gentagne nedskæringer.

Laust Davidsen
Medlem af Enhedslistens kommunalpolitiske baggrundsgruppe