1. maj 2017

• Mange tak for invitationen til at tale.
• Dejligt at det stadigvæk kan lykkedes at samle folk, selv om en del af os efterhånden er blevet lidt lyse i toppen.

• Og der er stadigvæk god grund til at mødes.
• Selvom Danmark er ved at være på vej ud af den økonomiske krise, er det ikke alle, der mærker det. Da krisen ramte lød budskabet, at vi skulle udvise løntilbageholdenhed og at det var nødvendigt at spare på velfærden. - Nu lyder budskabet, at vi skal arbejde længere for at tilfredsstille arbejdsgiverne, og at nedskæringerne åbenbart er kommet for at blive.
• Nogle af de mennesker, der oplevede krisen aller hårdest – dem i landdistrikterne, i de ufaglærte job og med de laveste lønninger – er også dem, der nu oplever, at det begyndende overskud bliver delt ud til nogle helt andre, og at virksomhederne fortsat kan få lov til at udnytte underbetalt arbejdskraft fra andre lande til at dumpe lønnen, forringe arbejdsforholdene og undergrave vores fællesskab.
• Vi ser det på byggepladser, i rengøringsbranchen og mange andre steder, hvor mennesker mister deres arbejde og ser sig erstattet af nogen, der kommer fra så dårlige kår, at de er nødt til at sige ja til den ringere løn og de dårligere forhold.
• Og det er med EU's regler om fri bevægelighed i hånden, de slipper afsted med det. Det betyder nemlig, at vi ikke kan indføre regler og begrænsninger for virksomhederne, så alle der arbejder i Danmark selvfølgelig gør det under ordnede forhold og til en rimelig løn.
• Det skal vi have lavet om på. Og derfor er det også på tide, at Folketingets partier indser problemerne og begynder at handle på dem.
• Og vi skal passe på det ikke medfører racistiske holdninger, sådan som visse kræfter i DF og Venstre lægger op til. - det er ikke den fremmede arbejder der er problemet – det er den arbejdsgiver der ikke tilbyder ham eller hende de ordentlige løn og arbejdsvilkår, som vi har tilkæmpet os i dk.

• Vi har en ulighedskrise i Danmark. Danmark er et af de lande i verden, hvor uligheden vokser hurtigst, og antallet af mennesker, der lever i fattigdom, er fordoblet siden 2009. Uligheden og fattigdommen er steget både sidste gang Lars Løkke var ved roret, da Helle Thorning tog over, og det fortsætter nu. Det er ikke okay.
• På trods af, at den danske økonomi er ved at vende sig til det bedre, vil regeringen altså hellere give milliarder i skatterabat til nogle af de rigeste, adelige familier i Danmark i form af en lavere arveafgift, og det vil hellere dele skatterabatter ud til boligejerne og dem i toppen af vores samfund end de vil satse på velfærden og fællesskabet.

• Konsekvenserne for den enkelte er store. Det betyder, at der ikke er råd til medicin, til forsikringer eller til at sende børnene med på klassens hyttetur.
• Men det betyder også meget for det brede flertal. For vi har alle sammen brug for børnehaver til ungerne, hvor man er tryg ved at vide, at der er pædagoger nok til at tage sig af ungerne. Vi har alle samen brug for hospitaler, hvor der er tid og rum til en ordentlig faglighed og omsorg. Og vi kan alle sammen få brug for fællesskabet, hvis vi en dag bliver syge eller mister vores arbejde.
• Derfor siger vi i Enhedslisten meget klart: fattigdommen og uligheden skal væk. Danmark er et af verdens rigeste lande, og selvfølgelig er der råd til frisklavet varm mad på plejehjemmene og ordentlig omsorg til dem, der har knoklet et langt liv og betalt deres skat til fællesskabet. Selvfølgelig er der råd til tryghed på hospitaler og i børnehaverne. Og selvfølgelig skal mennesker ikke være bekymrede for, om der er råd til husleje, bare fordi de har mistet deres arbejde. - det handler om at prioriterer til fordel for de mange, og ikke de få.

• Og hvis vi så vender os til vores egen kommunale andegård.
• Her har vi efterhånden om nogen, mærket til resultatet af den borgerlige liberale politik, som er blevet ført.
• Vi mærker den i form af mindre tilbageførsel af skattekroner til den kommunale velfærd. I stedet bliver man spist af med forskellige puljer, som enkelte partier så kan bryste sig af at have sikret.
• Og vi mærker det i form af katastrofale beslutninger, som træffes med det mindst mulige flertal af vores byråd. - og her tænker jeg selvfølgelig på holbæk sportsby.
• Jeg vil gerne slå fast, at enhedslisten ikke er imod sport – det hænder faktisk at jeg selv dyrker det....men vi kan den dag i dag ikke se fornuften i at man valgte det store prestige projekt frem for løsningen hvor vi satte gang i en etapevis renovering af de udsultede idrætsanlæg der var inden for byskiltene i holbæk. - og at man ikke kendte til de økonomiske udfordringer dengang, det er simpelthen ikke rigtigt.
• Vi mærker også den borgerlige liberale politik i fejlslagen udlicitering og hæmningsløs leflen for privatiseringstanken. - og det langt ind i den borgernære velfærd.
• Men kan fjordstjernen, eller de private skoler m.m. da ikke være lige så godt ? - jo, og heldigt for dem der er kunder der. - men når vi skal købe 50 plejehjemspladser eller 100 nye daginstitutionspladser inden for det private, så låser vi vores økonomi endnu mere på dem der er tilbage i det offentlige. - eller sagt på en anden måde. Når vi har vedtaget en kontrakt på asfalt, så skal den bare overholdes, og så kan vi jo også forvente fine veje – men jeg ville hellere have beholdt nogen flere ansatte i hjemmeplejen eller i vores daginstitutioner, end jeg ville have fine veje...

• det er i år 128 siden 1. maj blev indstiftet på socialistisk internationales kongres. - det var 100 året for den franske revolution med frihed, lighed og broderskab som parolen
• det er 127 år siden vi holdt den 1. 1.maj fest i dk. - det blev gjort under parolerne fra de store arbejdskampe verden over for kravet om 8 timers arbejdsdag.
• Hvor langt er vi nået?
• Der er for nylig stemt en overenskomst igennem der har sagt ja til at arbejdsgiverne kan forlange 42 timer/uge
• kan godt forstå at foa siger ja – det er næppe hjemmehjælperne eller pædagogmedhjælperne der bliver pålagt overarbejde – de får bare pålagt at nå noget mere inden for den tid de har, altså hurtigere nedslidning.
• Men for de grupper, som ikke er lavtløns områder – slagteriarb og byggefag – da ville det måske være bedre om man fik ansat nogen flere frem for at de der er i arbejde, nu skal knokle i endnu længere tid
• og prikken over iét er jo at der så skal gå yderlig tid inden man kan gå på pension.

1. maj er en festdag..
• Hvordan sikrer vi at der også om 10-20 år er nogen der føler at 1. maj er en dag hvor vi skal mødes, høre på politiske taler, hygge os sammen, synge sammen, gi en skærv til et solidarisk formål, huske hinanden på hvem vi er og hvad vi står for ?
• Det gør vi ved at fagbevægelsen bliver dem der går på barrikaderne for de unge. - ved at fagbevægelsen blander sig i debatten om ikke bare løn og ansættelsesforhold for folk i daginstitutioner og skoler, men også i hvad det er for en hverdag fagbevægelsens børn og unge udsættes for. - - det gør vi ved at fagbevægelsen kæmper en kamp for de unge familier, så de har mulighed for begge at tage orlov for at være sammen med deres børn, og få knyttet de tætte bånd som man kun knytter i småbørnstiden ved at være til stede for børnene - det gør vi ved at fagbevægelsen kæmper en kamp for en su man kan leve af og en ungdomsbolig man kan betale, så også fagbevægelsens børn kan opnå en videregående uddannelse - det gør vi ved at fagbevægelsen kæmper kampen for at få arbejdstiden sat ned så vi kan fordele det arbejde der er på flere hænder. - det gør vi ved at fagbevægelsen er overalt hvor de unge er. - kun på den måde kan vi sikrer at de kommende generationer vil sige, " fagbevægelsen, det er der hvor fællesskabet og sammenholdet findes – det er der solidariteten med de svage, med flygtninge, med de ældre den bor. - og det er der jeg høre til.
• Men alle de ting – alle de krav og paroler – det er ikke kun noget vi skal lufte 1. maj. - det er ikke kun hoppeborgen eller godteposerne til juletræsfesten som kan gøre det. Det er noget som skal fylde hver eneste dag.
• Og arbejderbevægelsens partier skal også huske det. Vi skal være dem der tager den politiske kamp – ikke kun her til 1.maj – ikke kun 6 mdr forud for et kommunalvalg, men hele tiden. Hele året. Hele valgperioden. – skal vi huske hvem vi kæmper for.
• Gør vi det – og står vi sammen om det – så vil der ikke bare om 20-30 år men om 100 år være grundlag for en festdag.

Hans Vilhem Kaalund skriver i " jeg elsker den brogede verden"
Kamp må der til – skal livet gro
Ej kamp blot for dagligt brød
Men kamp for frihed i liv og tro
Thi evig stilstand er død.

Fortsat god fest