Budgetaftale

Enhedslisten: Budgetaftale giver nødvendig opprioritering af ældre- og socialområdet, men Holbæk Kommune har råd til mere

Efter intense forhandlinger i Holbæk Kommune blev der mandag kl 17 skrevet under på en budgetaftale for det kommende år. Der bliver nu sat ind over for en katastrofal mangel  indenfor ældre- og socialområdet.

Enhedslistens Karen Thestrup Clausen glæder sig over et fokus på arbejdsmiljøet i hjemmeplejen. Men hun havde gerne set mere kontante initiativer.

“Holbæk bløder inden for det her område. Vi må simpelthen op i lønniveau for at kunne fastholde vores medarbejdere. Vi har jo set, at kommunen har brug 25 millioner kr. på vikarer sidste år. Og vikarer får mere i løn end vores egne ansatte, så jeg mener faktisk, at der er et sparepotentiale ved at skabe bedre arbejdspladser i hjemmeplejen,” siger Karen Thestrup Clausen, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten.

Holbæk bliver stækket af EU-regler

Selvom der i forhandlingerne generelt var forståelse for en indsats på ældre- og socialområdet, så mener Karen Thestrup Clausen, at tiden er inde til en alvorlig diskussion om, hvordan landets kommuner bliver stækket af EU’s budgetlov, der begrænser udgifterne til socialområdet. Selv kommuner med penge til det – herunder Holbæk Kommune – må ikke vælge at forbedre servicen ud over et vist niveau, så skal der jævnfør budgetloven betales straf

“Man kan sige, at med de midler, som vi har haft til rådighed, så gør vi, hvad vi kan. Men det er ekstremt frustrerende at konstatere, at vi har penge til bedre service, men at budgetloven fastlåser os. Det er en skamplet på det kommunale selvstyre,” siger Karen Thestrup Clausen, der gerne vil have kommunens andre politiske partier til at bakke op om et nationalt opgør med budgetloven.

Pres fra stigende byggeudgifter

Et andet område, hvor Holbæk Kommune ifølge Karen Thestrup Clausen tager misforstående hensyn er i forhold til den såkaldte dækningsafgift, en minimal skat på kommunens erhvervsejendomme. Den var i en periode afskaffet, men blev for et par år siden genindført.

“Nu vil man afskaffe den igen, fordi man gerne vil promovere sig som en erhvervsvenlig kommune. Men realiteten er, at det er minimal skat, som knap vil betale virksomhedernes julefrokost. Mit indtryk er, at virksomhederne meget hellere vil have prioteret ordentlig transport til og fra deres arbejdspladser og gode pasningsmuligheder for børn,” siger Karen Thestrup Clausen, der ikke mener, at tiden er til at give virksomheder effektløse skattelempelser.

“Vi står over for massivt stigende omkostninger til vores bygge- og anlægsaktiviteter. Vi må ganske vist ikke bruge pengene fra dækningsafgiften til bedre service, men det gælder ikke stigende udgifterne inden for byggeriet. Og når de her stigende udgifter rammer os, så kan man forestille sig, hvad det vil betyde for kvaliteten af de kommunale anlæg,” siger Karen Thestrup Clausen.

Karen Thestrup Clausen kan træffes på: 7236 9040 eller [email protected]