Enhedslistens syn på Holbæks nye kommuneplan
Den 10. oktober var fristen for at indsende høringssvar til Kommuneplan 24, der kommer til at sætte rammerne for den den fysiske udvikling af kommunen de næste 12 år! Her besluttes linjerne for natur-, landbrug-, bolig- og erhvervsudvikling. Det har Enhedslisten Holbæk selvfølgelig en del holdninger til. Læs mere i nedenstående skriv, der er udarbejdet af medlem Jørgen S. Søndergaard og indsendt som høringssvar til kommunen.
Indledning
Det forslag til kommuneplan, der nu foreligger, er kun offentliggjort via hjemmesiden, og det er meget vanskeligt at skabe sig et samlet overblik. De følgende bemærkninger bliver en række nedslagspunkter, med udgangspunkt i de enkelte områder. Som et fremskridt i forhold til den seneste revision noteres at forslaget om at angive relevante FN2030 mål er i de enkelte afsnit, er imødekommet. Dog mangler stadig teksten for de relevante delmål. Disse er kun nævnt ved nummer. Dette vil gøre det vanskeligere at se noget om målopfyldelsen i de kommende år.
I notatet om ”betydende ændringer” er der ikke redegjort for baggrunden for skift i hovedoverskrifter. Det er således ikke klart hvorfor det tidligere tema: ”Skov og Landbrug” er ”gemt af vejen” under større afsnit. Landbrug er sat under ”Erhverv og Turisme”, men ikke engang nævnt under i indledningsafsnittet. I betragtning af hvor vigtigt et erhverv landbruget er for kommunen, og hvor store dele af kommunens areal landbruget forvalter burde et selvstændigt hovedafsnit for landbrug (incl. skov) etableres, således at den kommunale strategi for den fremtidige anvendelse af disse arealer bliver tydeliggjort. Dette kan også have stor betydning for den omlægning af den produktionen, som en reel ændret klimabelastning kræver.
Byer og landsbyer
Under ”Kultur og byliv” savnes en omtale af byens infrastruktur, som jo betyder meget for den måde, man kan færdes rundt i byen. En omtale af planerne bag fremtidens parkeringspladser og deres opgave i denne sammenhæng ville være ønskeligt.
Under afsnittet ”Idræts – fritidsformål” burde værdien af gang- og cykelstier nævnes, da disse anlæg naturligt har stor betydning for borgerne motionsmuligheder. Cykelstier har ikke kun noget med mobilitet af gøre, men også noget at gøre med folkesundhed. Et element som i højere rad burde indgå i diskussionerne om anlæg af gang- og cykelstier.
Mobilitet og infrastruktur
Under omtalen af ”Planlagt trafikanlæg” bør man under afsnit ”nye energianlæg.” indskrive et afsnit med følgende tekst:
”kommunen vil i den fremtidige udbygning af lade-anlæg til e-biler undersøge mulighederne for at parkeringspladser incl. eksisterende kan overdækkes med solcelletag, således at disse arealer kommer til at bidrage til den CO2 fri energiproduktion, som vil styrke de kommunale CO2 reduktionsmålsætninger”.
Under afsnit ”Stier mv” har man glemt cykelsti Stestrup – Hvalsø via Tingerup og Smidstrup. Den er opført på et overslagsår i budgettet for 2024. Dette bør naturligvis rettes i den endelige udgave, der forelægges kommunalbestyrelsen.
Erhverv og Turisme
Som ovenfor anført bør anvendelse af jordarealer have sit eget hovedafsnit, således at landbruget kan blive markeret som det vigtige erhverv, det er i mange henseender. Samtidig kan man benytte lejligheden til at rette den sprogbrug, man anvender i beskrivelsen. På nuværende tidspunkt står der under afsnit ”Særlige værdifulde landbrugsområder”. Citat:
”Det er en forudsætning for at bevare et bæredygtigt jordbrug, at der er størst mulig investeringssikkerhed og fortsat udviklingsmuligheder samtidig med, at udviklingen ikke sker på bekostning af andre interesser som natur- landskabs- og miljøhensyn.”
Ordene ”bæredygtigt jordbrug, at der er størst mulig investeringssikkerhed” bør naturligvis udskiftet med ”landbrug, der kan forrente sig og som giver den størst mulige investeringssikkerhed”. Det er vigtigt af ikke at blande begrebet ”bæredygtighed” ind i denne sammenhæng. At landbrug skal drives miljømæssigt forsvarligt er en selvfølge, men det har nødvendigvis ikke nogen med forrentning og investeringssikkerhed at gøre.
Natur og Landskab
I den gældende kommuneplan er der en overskrift der hedder ”Mål for sundhed og Fritidsliv”. Sundhed er næsten helt forsvundet. Det betyder bl.a. at FN2030 mål nr. 3 ”Sundhed og Trivsel” og mål nr. 6 ”Rent vand og Sanitet” er udgået. Dette bør ændre således, at man som minimum bevarer eksisterende målsætninger. Sundhed og fritidsliv kunne passende genskabes om hovedområde.
Øvrige bemærkninger
I omtalen af solcelleanlæg mv. beskæftiger man sig kun med de store anlæg, men der er også steder, hvor det er oplagt at arbejde med udbygning af solcellekapaciteten. Man bør derfor indskrive i kommuneplanen:
- At kommunen i alle nye offentlige bygninger indbygges så megen energiproduktion, som forholdene gør det muligt. Eksisterende bygninger i muligt omfang.
- At parkeringspladser og lignende arealer overdækkes med ”solcelletag”.
- At der ved udarbejdelse af lokalplaner for alle nybyggerier vil der blive givet først prioritet til de projekter, der har den største/bedst mulige egen energiproduktion.
Hertil kommer at kommunen sideløbende med kommuneplanarbejdet bør etablere en dialog med vejdirektoratet således at støjskærme med rigtigt beliggenhed på udbygningen af Kalundborgmotorvejen udstyres med solceller.
Der er enkelte steder i kommuneplanforslaget henvisning til Holbæk 2025 klimastrategien, men der er ikke henvisninger til nogen af kommunens øvrige strategier. Samtidig har man, som tidligere anført, gjort sig umage og inddraget FN2030. Men en række målsætninger i FN2030 ligger lidt på siden af den enkle arealanvendelse. Det vil være ønskeligt, om man i det kommende arbejde kunne have en plan om en samlet FN2030 strategi. Et sådant dokument kunne omfavne alle den planer og strategier, som kommunen arbejder ud fra.
Download høringssvaret her: EHL Kommuneplansvar